SilkeborgMotorvejen

Silkeborg-Motorvejen

Motorvejen er ikke bare en almindelig motorvej. Den passerer gennem Silkeborg by og noget af det smukkeste landskab, Danmark har at byde på. Derfor bliver den en helt særlig oplevelse både for dem, der kører på vejen, og dem, der bor langs med vejen når den står færdig i efteråret 2016.

Silkeborg Kommune har lagt en plan for, hvordan de områder, der ligger tæt op ad motorvejen skal udvikles. Vi arbejder med motorvejen, som var det en film, man ser igennem sin forrude. Silkeborg by, opland og mindre byer, er Silkeborgs ansigt udadtil for de bilister, der kører på vejen.

"Vi vil gerne give dem der kører på SilkeborgMotorvejen, en helt særlig oplevelse af Silkeborg. Derfor har vi også rigtig mange visioner og planer for, hvordan det bliver at køre på motorvejen, og hvilke spændende nye muligheder, der åbner sig langs motorvejen for erhvervslivet", siger Silkeborgs borgmester Steen Vindum.

Hver strækning er en sekvens, som viser vores smukke bynære natur, spændende og varierede erhvervsområder, gode boligområder og den smukke silhuet af Silkeborg bymidte.

Erhverv, natur og boliger langs vejen

Silkeborg Kommune udvikle byen og områderne langs med motorvejen, så vi kan udnytte de mange nye muligheder, som motorvejen giver os. Langs motorvejen kan vi udvikle spændende erhvervsområder, nye naturområder i nærheden af byen og nye spændende boligområder.

Særligt design for motorvejen gennem Silkeborg

Fordi SilkeborgMotorvejen som noget helt særligt løber gennem Silkeborg, har Vejdirektoratet fået lavet et særligt design bl.a. for broerne og væggene der, hvor motorvejen graves ned.

Se Vejdirektoratets design for motorvejen (pdf)

Fakta om Silkeborg-motorvejen

Vejdirektoratet er bygherre på SilkeborgMotorvejen.

Strækningen mellem Hårup og Låsby åbnede 30. august 2015. Strækningen mellem Funder og Hårup åbner i 2016.

SilkeborgMotorvejen er 29,2 kilometer lang - fordelt på 24,7 kilometer i Silkeborg Kommune og 4,5 kilometer i Skanderborg Kommune.

Når SilkeborgMotorvejen er færdig, vil der køre op imod 30.000 biler i døgnet på den. Til sammenligning kører der omkring 40.000 biler i døgnet på E45 ved Århus.

SilkeborgMotorvejen vil give en tidsbesparelse på 12 minutter mellem Funder og Låsby

Der bygges 35 broer på hele strækningen.

Broen over Gudenåen bliver ca. 350 meter, mens broen i Nordskoven bliver ca. 500 meter lang. Længst bliver dog den op til 30 meter høje og 740 meter lange imponerende dalbro ved Hørbylunde.

Der er sat 6.291 millioner kroner af til at bygge SilkeborgMotorvejen.

Silkeborg-motorvejen

Foto: Tegning af Ringvejsbroen over Gudenåen.